Restaureringen af Gl. Rye Mølle
Restaureringen af Gl. Rye Mølle gik i gang i efteråret 2007. Den første opgave var udskiftning af taget over møllens gamle kornmagasin fra 1931. Forinden var gået en længere periode med at ansøge fonde om økonomisk støtte til projektet. Projektet har et samlet budget på 1,2 mio.kr., og i efteråret 2007 var midlerne skaffet til, at den første etape – udskiftning af taget - kunne sættes i gang.
| I foråret 2008 kunne projektets anden etape påbegyndes, nemlig restaurering af møllehatten. Hatten, som er den originale fra møllens opførelse i 1872, var angrebet af råd og skulle restaureres med bevarelse af de bærende bjælker mm. Samtidig var møllevingerne fra 1961 visse steder angrebet af råd, så de skal også skiftes. | |
Inden møllehatten kunne tages ned, måtte møllens krøjeværk, dvs. møllens drejeværk fjernes. Det skete i maj 2008, da håndværkere og kranfolk fik svansen og krøjebjælkerne sikkert ned på jorden. Desuden blev der bygget en midlertidig hat, så møllen kunne dækkes af i toppen, mens den gamle hat stod på jorden.
D. 23. juli 2008 blev så selve møllehatten og vingerne løftet ned på jorden af en kran fra BMS. Møllebyggere fra firmaet John Jensen Aps, Vig på Sjælland, og det lokale tømrerfirma VJ Byggeservice fra Ry havde forberedt nedtagningen, som gik helt efter planen.
Hen over vinteren 2008-2009 blev møllehatten restaureret, så den var klar til at komme på plads igen i foråret 2009. Desværre blev opsætningen af møllehatten forsinket pga. travlhed hos møllebyggere og blæsevejr.

D. 29. oktober 2009 blev den ny-restaurerede møllehat løftet på plads, og nu ligner Gl. Rye Mølle næsten sig selv igen.
Dog mangler restaureringens sidste etape, nemlig bygning af nye møllevinger og nyt krøjeværk samt mindre restaureringsarbejder på møllebygningen.
I december 2009 fik Gl. Rye Møllelaug & Museumsforening tilsagn om økonomisk støtte fra Frimodt-Heineke Fonden og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond. Og i foråret 2010 kom der tilsagn om støtte fra Augustinus Fonden, som også tidligere har bidraget til restaureringen. Endelig modtog Gl. Rye Møllelaug i marts en fornem donation på 300.000 kr. fra Paula og Axel Nissens Legat. Dermed er pengene til den sidste etape af restaureringen skaffet til veje.
I sommeren 2010 er det planen, at møllevingerne og krøjeværket skal bygges på arealet ved siden af Gl. Rye Mølle, og derefter løftes på plads på møllen. Man håber, at hele restaureringen kan afsluttes i år.
Tømrer Benny Jensen ses her med en model af en møllevinge til Gl. Rye Mølle.
Tak til følgende fonde og institutioner, som har støttet restaureringen:
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
Augustinus Fonden
Bygningsbevaringsfonden af 1975
Frimodt-Heineke Fonden
Frøken Constance Fuhrs Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Nykredits Fond
Paula og Axel Nissens Legat
Salten Langsø Skovadministration A/S
Skanderborg Kommune
Sonning-Fonden
Sparekassen Østjylland, Ry Afdeling
SE FILM: Se en lille film fra d. 29. oktober 2009, da den ny-restaurerede møllehat kom på plads på Gl. Rye Mølle.
----------------------------------------------------------------
Til toppen
----------------------------------------------------------------