Glasproduktion i 1500-tallet
Det var ikke tilfældigt, at egnen omkring Gl.Rye i sidste halvdel af 1500-tallet blev midtpunkt for én af de første store glasproduktioner i landet. Det krævede kolossale mængder brændsel at opvarme de store ovne, og brændsel havde man i rige mængder i kraft af skovene.
Skovene var efter reformationen i 1536 overgået til kongemagten - først og fremmest som jagtdomæne. Men Frederik d. II, der havde sit jagtslot i Øm Klosters bygninger, besluttede, at de store mængder træ kunne finde anden praktisk anvendelse og samtidig opfylde et stort behov. Adelen var blevet en væsentlig faktor i landets forbedrede økonomi, og med denne rigdom fulgte talrige slotsbyggerier og fester. Til byggeriet skulle bruges rudeglas og til festerne drikkeglas.
Man havde ikke selv fagfolk til glasproduktionen, og Frederik II henvendte sig derfor til sin svigerfar, Hertugen af Mecklenburg, som i 1582 sendte ham et hold tyske glasbrændere. De var imidlertid ikke dygtige nok, og først da den kendte glasbrænder Liborius Trebing i 1585 kom til Danmark sammen med 10 svende, kom der gang i produktionen.
Glasproduktionen omfattede bl.a. vinduesglas til Skanderborg Slot og Silkeborg Slot - og ikke mindre end 20.000 drikkeglas til Christian IV’s kroning. Det store antal drikkeglas skyldtes den gamle skik med – efter at have tømt sit glas – at smide det bag over skulderen og så bede om et nyt.
Flasken er en såkaldt nønken, ganske lille, af lysegrønt og tyndt glas, men formen er den samme som meget større flasker. Nønken er fundet i hel tilstand i Hyttekær. Den godtgør, at mange lignende nønkens i Københavnske jordbunde er af jysk herkomst.
Den lille salvekrukke - ikke større end en tommelfinger - er fundet hel i sylden af søndre hus i Stenhule. Den er mørkegrøn og meget primitivt gjort. Større krukker af samme form og gods er fundet i Rosenholms voldgrav.
Navne som "Glarbo" (som betyder glashytte), "Hyttekær" og "Stenhule" vidner om 
datidens storproduktion af glas i skovene omkring Gl.Rye.
"Stenhule" var et glasværk af dimensioner. Smelteovnen var bygget som en kuppel af sandsten og skulle kunne tåle en temperatur op til 1400 grader døgnet rundt. Når den ikke kunne holde længere, blev den revet ned og bygget op et andet sted af nye materialer. Ruinerne af Stenhule-glasværket blev frilagt for få år siden, og man fandt rester af et stort anlæg med huse og ovne – desværre ikke så mange stumper af selve glasproduktionen.
Glasproduktionen medførte mange lysninger, rydninger, i de store skove omkring Rye (Rye betyder rydning), og inden år 1600 måtte man stoppe "hytterne", idet ressourcerne var opbrugt.
Udstillingen om glasproduktion i renæssancen og fund fra Glarbo indgår i udstillingen om Ry-egnens historie. Der vises også en model af en glasovn fra renæssancen, lavet af keramiker Johanna Oskarsdottir.
---------------------------------------------------------------------------
Til toppen
---------------------------------------------------------------------------